Jeg fik en dejlig bog i fødselsdagsgave - Frihed, af Jonathan Franzen. Den gik rent ind hos mig. Jeg elsker de store amerikanske romaner, og denne her er en vældig god en af slagsen. Faktisk minder den i stemning lidt om Lisa Althers bøger, som jeg slugte i mine unge dage.
Den fortæller historien om en familie - en nærmest helt almindelig familie, men igen; hvilken familie er helt sædvanlig...? Fortællevinklen skifter flere gange undervejs, og det plejer at irritere mig, især fordi der altid er en af personerne der er mere interessant end de andre, men i lige denne her bog synes jeg faktisk det fungerer.
Jeg vil give en enkelt advarsel. Der er steder i bogen hvor den bliver temmelig hæsblæsende, og selvom jeg ikke umiddelbart er til de meget langsomme fortællinger (Siri Hustved sår mig ned med nakken hver gang!), så bliver det for meget, selv for mig. Blandt andet starten gav mig nærmest åndenød, og jeg mærkede modet synke i livet på mig, som det gør når de første sider i en murstensroman er drøje ;). Men fortvivl ikke; der er mening i galskaben, og tempoet ændrer sig undervejs, i takt med fortællingen.
Den skal nydes, med masser af æselører. Nu er der jo normalt kun to ører på et æsel, men jeg kan se at I andre er gavmilde - derfor giver jeg den 8 ud af 10 mulige, eller et ti-tal på den gode gammeldags karakterskala.
/Pia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar